Mikro Medley Cup i Hvidovre og Kidz Meet i Søllerød

25. november 2017
Ulla Olin

Mens vi læser om de bedste svømmere ved DJM og DM, har mange talenter været til deres første stævner.

Den 4.11.17 lagde Hvidovre svømmeklub gode rammer til ved Mikro Medley Cup, hvor de nyeste konkurrencesvømmere prøvede 25 fri og 25 ryg, mens andre kastede sig ud i 50 fri og 50 ryg, og de mere øvede fra S5 også svømmede 100 og 200 metre. Det blev til mange medaljer til både Birkerød og Allerød svømmere.  Talentsvømmerne fra Allerød fik 3 guld, 4 sølv og 6 bronzemedaljer. Birkerød, som både havde talenthold og S5 svømmede sig til 20 guld, 15 sølv og 8 bronzemedaljer.

Stævnet sluttede med den stor succes, da Hector Kaltoft og Amanda Knirkholdt Jacobsen løb med de flotte pokaler for flest opnåede point for et løb i deres årgange.

Den 11.11.17 svømmede både Allerød og Birkerød Kidz Meet i Søllerød. Denne dag var det fortrinsvis fri og ryg løb, det gjaldt, og de unge talenter  skulle svømme for en samlet holdpræstation. Allerød der denne gang havde S5 med svømmede sig til sikre guldmedaljer til deres hold, mens Birkerød, som var ramt af flere afbud kæmpede sig til sølvmedaljer til deres hold foran Søllerød og Hørsholm.

Ved begge stævner blev der svømmet rigtig flot, og det lover godt for talenternes videre forløb i Sigma.