Stor dansk succes ved EM for svømmere med Downs syndrom

Tre dygtige svømmere fra Danmark, heriblandt Sigma Swims Cecilie Beer og Oliver Roug Nielsen, har deltaget i EM for svømmere med Downs syndrom i Paris fra 28. oktober til 4. november.


9. november 2017
Jan Roug Nielsen (lagt på af Ulrik Brandt)


Cecilie og Oliver fra Sigma Swim Handicap trænes til dagligt af Asbjørn Kruuse assisteret så ofte som muligt af Camilla Dufour Sponneck. Den tredje danske svømmer, som deltog i Paris, var Nis Heide fra Viborg svømmeklub, og alle tre svømmere er tilknyttet DHIF´s U-hold, populært kaldet ”landsholdet for udviklingshæmmede”.

Stævnet blev afviklet over fire konkurrencedage og en hviledag onsdag. Her bød DSISO på et socialt arrangement med bustur til Paris og sejltur på Seinen. I alt deltog der 130 svømmere fra 19 lande, alle med Downs syndrom.

Stævnet var som altid en intens oplevelse, hvor hele følelsesregistret kom i spil, fra store triumfer og rekorder til skuffelser og diskvalifikationer.

Alle svømmerne svømmede op til deres absolut bedste

Sigmas Cecilie Beer blev dobbelt guldvinder i hendes favoritdiscipliner 50 meter og 100 meter bryst og fik samtidig fire danske rekorder.

Oliver Roug Nielsen svømmede flotte personlige rekorder i 3 løb. Desværre blev han diskvalificeret i 200 meter bryst (dømte for ikke synkront anslag med begge hænder i vending), hvor han ellers svømmede 11 sekunder af PR i tiden 4:12.68. Den 6. bedste tid ved EM i år, men det tæller desværre ikke.

Nis Heide fra Viborg svømmeklub fik 2 guldmedaljer og 4 sølvmedaljer og satte samtidig 2 verdensrekorder for Masters-svømmere over 25 år.

Europamesterskaberne blev således en kæmpe succes for Danmark og de unge svømmere. Dannebrog kom til tops hele fire gange. Fantastisk med så mange medaljer til det lille danske hold. Stor respekt for deres resultater og det arbejde, der er gået forud i deres klubber og indsatsen fra trænere og bagland.

En stor tak til vores træner Caroline Beck (Viborg svømmeklub), som hjalp med et godt sportsligt forløb for de unge atleter.

Stævnet havde fint besøg af både fransk TV og den franske Paralympiske komité, som skal afholde de Paralympiske lege i Paris i 2024. De franske arrangører fik stor ros for den professionelle afvikling af stævnet.


Cecilie Beers og Oliver Roug Nielsens tider:

Cecilie Beer – Sigma Swim

EM Guld og Dansk rekord

50 bryst

50,48

EM Guld og Dansk rekord

100 bryst

1:53,23

Dansk Rekord

100 fri

1:36,86

Dansk Rekord

100 ryg

1:58,40

 

 

 

Oliver Roug Nielsen – Sigma Swim

Personlig rekord

100 bryst

2:02.73

Personlig rekord

400 fri

7.51.24

Personlig rekord

50 fri

0:45.47