5 GANGE DANSK REKORD, 18 MEDALJER, 3 GANGE BEDSTE FINA-PRÆSTATION & ÅRETS TRÆNER!
april 10, 2019 9:17 am Leave your thoughtsFoto: STT Foto
Skrevet af: LiseLotte Erichsen
Danish Open (DO) og Danske Juniormesterskaber (DJM) på langbane blev en stor succes for SIGMA. Stævnet vil for de fleste – både i og udenfor Sigma – nok især blive husket for den mest forrygende A-finale i 1500 fri der formentlig er set i Danmark. Alexander Aslak Nørgaard og Anton Ipsen svømmede nærmest gennem hele løbet synkronsvømning – og hurtig synkronsvømning. Taastrup svømmehal var på kogepunktet og alle heppede på de to seje svømmere. Begge svømmere kom under de magiske 15 minutter, begge svømmede under den danske rekord og begge kvalificerede sig til VM på distancen. Alexander havde flest kræfter til sidst og løb med guldet, den danske rekord og dagens præstation baseret på Finapoint. VM svømmes i Gwangju i Sydkorea.
Anton Ipsen havde dog ikke fået nok. Dagen efter det formidable løb svømmede Anton endnu en forrygende finale – denne gang var det den danske rekord på 400 individuel medley der stod for fald. Anton svømmede guldet hjem med mere end 12 sekunder ned til nr. 2 – i ny dansk rekord, under VM-kravtiden og Anton vandt også søndagens præstation baseret på Finapoint.
Og der var stadig mere energi tilbage i Anton, der til daglig bor og træner i USA. Mandag aften svømmede Anton og Alexander igen side om side – denne gang i 800 fri. Endnu engang lagde de to Sigma-svømmere sig hurtigt alene i front. Denne gang løb Anton med guldet – i ny dansk rekord og under VM-kravtiden.
På stævnets sidste dag skulle Alexander Aslak Nørgaard igen i vandet – denne gang i 400 fri. Alexander svømmede her endnu en guldmedalje hjem – med mere end 5 sekunder ned til nr. 2.
Herrernes rygløb blev også domineret af en Sigma-svømmer. Alexander Gliese – der også til daglig bor og træner i USA – vandt således guld på både 50, 100 og 200 ryg. På 200 ryg formåede Alexander at slå den danske rekord to gange på én dag – både i indledende afsnit og igen i finalen om aftenen. Fredag fik Alexander dagens Fina-præstation for sin præstation i 100 ryg.
De øvrige Danish Open Sigma-medaljer gik til Mia Steen Duus som fik sølv i 400 IM og bronze i 200 fly. Frederik Dalhøj Paulsen og Frederik Rindshøj fik bronze på henholdsvis 100 fly og 100 fri.
I Junior-løbene var det mesterskabsmedaljer der var på spil. Thea Blomsterberg sikrede sig således det danske juniormesterskab på både 50 og 100 bryst. Thea kvalificerede sig til de europæiske juniormesterskaber som svømmes i Kazan i Rusland. Thea blev desværre syg inden finalen i 200 bryst, hvor Josephine Kruse fik sølvet med hjem, mens Julie K. Rose fik bronzemedaljen om halsen. Julie Stampe fik sølv i 200 ryg.
Sigma havde hele 37 svømmere kvalificeret til DO og DJM, og der blev ud over de mange medaljer og danske rekorder sat et utal af personlige rekorder og svømmet rigtig mange flotte løb. Flere svømmere fik for første gang stiftet bekendtskab med at stå i en større finale og Sigma var i hvert finaleafsnit repræsenteret i rigtig mange A- og B-finaler.
På stævnets sidste finaleaften blev Årets Træner kåret. Det er en pris, der uddeles af Dansk Svømmeunion og Dansk Svømmetræner Sammenslutning (DSTS). Cheftræner i Sigma – Jonas Lundström – blev ved denne lejlighed kåret som årets træner i Danmark – en virkelig flot og fuldt fortjent hæder til Jonas. Prisen blev overrakt af bestyrelsesformand i DSTS René Thomsen som begrundede hædren med følgende: ”Jonas Lundström har med sin solide erfaring, sit engagement og sit tydelige lederskab, og i samarbejde med klubbens øvrige trænere og ledere, lykkedes med at få sat en ny og positiv retning for træningsmiljøet og organisationen omkring det.”
Categorised in: NYHEDER
This post was written by Helle Refsgaard Amstrup