DANSK SVØMMEUNIONS ÆRESBEVIS TILDELT FLEMMING POULSEN

april 29, 2019 1:21 pm Published by Leave your thoughts
På billedet ses: Lørdagens prismodtager Flemming Poulsen (t.v.) sammen med bestyrelsens økonomiansvarlig, Jes Gydesen. Foto: Mia Hyldahl

 

Idrættens Hus i Brøndby dannede lørdag den 27. april rammen om årets generalforsamling i Dansk Svømmeunion, hvor Sigma Swim-træner Flemming Poulsen, fik overrakt Dansk Svømmeunions æresbevis for deres særlige indsats for dansk svømmesport.

 

En legende i dansk konkurrencesvømning – Flemming Poulsen

Flemming Poulsen har været en del af dansk svømmesport på allerhøjeste klubniveau, nationalt niveau og landsholdsniveau siden 1975. Som professionel svømmetræner har han valgt at tilbringe det meste af sin tid i alverdens svømmehaller. Det er Flemming Poulsens levevej og livsstil. Svømningen har fyldt hans liv, og han har sat et klart aftryk på den.

 

Sådan blev Flemming Poulsen beskrevet af økonomiansvarlig i Dansk Svømmeunions bestyrelse, Jes Gydesen, da han overrakte æresbeviset til den nordsjællandske svømmetræner lørdag formiddag. Og de pæne ord fra Jes Gydesen fortsatte med en beskrivelse af Flemming Poulsens trænergerning med fokus på de mange landsholdssvømmere, som han har trænet med stor succes.

 

– Du er en passioneret ildsjæl og en legende i dansk konkurrencesvømning samt i det internationale landsholdsarbejde. Det har været lidt svært at få styr på, men vi ved, at du har været til OL mindst syv gange, til VM otte gange samt VMK fire gange, og så har du været til EM mindst 12 gange samt EMK ni gange.

 

Flemming Poulsen er en kompromisløs herre, der vil gå gennem ild og vand for sine svømmeres trivsel og succes. Men Flemming Poulsen er også en rigtig hyggefætter, der sætter stor pris på god kaffe, en afslappet sludder og et godt glas rødvin.

 

Så er Flemming Poulsen heller ikke sen til at springe til som frivillig, hvad han blandt andet gjorde ved EMK i Royal Arena i december 2017, hvor han sammen med alle de andre frivillige tilbragte alle dagene på pool deck og gjorde en kæmpe indsats.

 

– Det er det, som gør Flemming Poulsen til en så unik person i vores verden, og det er derfor en fornøjelse at skulle uddele Dansk Svømmeunions æresbevis til netop ham. Så tillykke med Dansk Svømmeunions æresbevis, Flemming Poulsen, lød det fra Jes Gydesen, økonomiansvarlig i Dansk Svømmeunions bestyrelse.

 

Til stor applaus modtog Flemming Poulsen det fysiske bevis på anerkendelsen, et Royal Copenhagen krus, diplom og blomster.

 

Flemming Poulsen takkede for hædren og udtalte ganske kort:

– Jeg er helt overvældet. Jeg håber, jeg kan være med i dansk svømning i mange år endnu. Tusinde tak.

 

Om Dansk Svømmeunions æresbevis

Et æresbevis udgør den højest opnåelige udmærkelse for alle engagerede inden for svømmesporten i Dansk Svømmeunion. Denne udmærkelse er forudsætning for en eventuel modtagelse af DIF-ærestegn.

Som påskønnelse til personer, der har ydet en særlig indsats for svømmesporten.

 

Categorised in:

This post was written by Helle Refsgaard Amstrup