SIGMA SVØMMER I FINALE VED VM I SYDKOREA SAMT 2 DANSKE REKORDER TIL SIGMA
august 15, 2019 9:17 am Leave your thoughtsSigmas to stærke langdistanceprofiler – Anton Ørskov Ipsen og Alexander Aslak Nørgaard – var begge med til VM i Sydkorea. Coach Jonas Lundström var udtaget som træner til VM holdet.
VM-debutant Alexander Aslak Nørgaard svømmede sig direkte ind i verdenseliten da han i 1500 fri svømmede sig i VM finalen i 4. bedste tid. Han slog ind i tiden 14:47.74 og svømmede sig ikke alene direkte i finalen – han slog også sin egen danske rekord fra Danish Open i april i år med knap otte sekunder.
Alexander har de seneste to år kappet næsten 50 sekunder af sin tid på 1500 fri!
”Det glæder mig vanvittigt meget at se en VM-debutant tage et skridt direkte ind i verdenseliten med en helt fantastisk præstation. Alexander Aslak Nørgaard svømmer fra start til slut et gennemdisponeret løb, hvor han meget fornuftigt holder sig helt med fremme fra begyndelsen og på intet tidspunkt slipper taget i fronten, hvilket sikrer ham den fjerdebedste tid forud for finalen” vurderer landstræner Stefan Hansen.
Alexander havde brugt alt sin energi i indledende og blev nr. 8 i finalen i en tid langt over den flotte danske rekord fra indledende afsnit.
Anton Ørskov Ipsen svømmede også 1500 fri, hvor han blev nr. 15.
I 800 fri var det Anton Ørskov Ipsen der forbedrede sin egen danske rekord så den nu lyder 7:48:74. Antons solide indsats rakte desværre ikke til finaleplads, idet han endte på en samlet 9. plads.
” Anton Ørskov Ipsen viser rigtig meget styrke på de sidste 400m, hvor han svømmer sig op gennem feltet og leverer en flot afslutning på 800m fri, som er det bedste VM-resultat, han nogensinde har præsteret” udtaler landstræner Stefan Hansen.
Anton svømmede også 400 fri, hvor han blev nr. 12.
Categorised in: NYHEDER
This post was written by Helle Refsgaard Amstrup